Mande-Anne

Dagens aktiveringscitat: ”Det handler om at prale.”

Kurset er halvfjerds minutter gammelt og mod sædvane er UU umanerligt stille. Er han allerede løbet tør for krudt? Var tre dages bralder og ordbøvser alt hvad han havde i sig? Jeg sidder tilbage med en underlig tomhed - faktisk, en smule skuffet. Jeg lader UU samle energi til anden omgang og vender opmærksomheden mod en anden af rulleteksternes karakterer: Mande-Anne.

Dagens citat er Kursus-Knuds og jeg er sådan set fuldstændigt enig. Det handler sgu om at prale, især i jobsøgningen. Diplomatisk pral – det burde være et kursusudbud. Men hvis det handler om at prale, så er man ilde stedt som humanistisk uddannet, jysk kvinde. Humanist = svært definerbar uddannelse. Jysk og kvinde = ydmyghed og lavt selvværd. Dette meget sandsynligt socialt konstrueret! Social konstruktion eller ej, så er der nu nok noget om snakken. Her kommer Mande-Anne ind i billedet. Hun er indtil videre en relativt neutral person, siger ikke noget provokerende og har let til smil. Alligevel har hun vakt min interesse. Hun er vist nok original jyde, men hun er ikke humanist, hun er et-eller-andet-ingeniør og så er hun ikke oplagt kvinde med Q. Med sit gråsprængte fugleredehår, Brian Mikkelsen briller, tunge øjenlåg og mørke stemme havde min fordomsbank sørget for, at jeg havde dømt hende til en helt anden kategori end ingeniørverden. Mon hun kan finde ud af at prale? Jeg må forsøge at nærme mig hende i pausen for en pral-snak. Hun drikker te, ser jeg. De tebreve, der er stillet til rådighed i kursuslokalet er af overbevisende bitterhed. Magen til tør te skal man lede længe efter. Men der er bestemt en rød tråd i drikkevaresortimentet, idet kaffen opfylder samme kvalifikationskrav. Tror indgangsvinklen skal være te-kvaliteten. Eller måske hendes yndlings-lagerøl; hun ligner typen, der godt kunne hænge lidt på en mørk pub og nyde en fyraftens-kvalitetsøl. Men det skal være en lille pub, hvor rygeloven ikke gælder. For MA benytter hver lillebitte pause til at spadsere udenfor i afslappet tempo og tænde op i sine filterløse nikotinpinde. Desværre er det ikke i dag jeg får oplyst MAs pralekapaciteter.

Snakken vender sig på praktik og løntilskud og jeg åbner gabet (selvfølgelig) og beretter om mine egne spæde intentioner med disse værktøjer. Mande-Anne svinger hurtigt en kraftfuld finger i vejret (aner jeg lidt snavs under neglen?) og ser skiftevis på KK og mig, med små trækninger om læberne. Hun er ivrig. Hun vil gerne kommentere. Ifølge MA er sådan nogle nyuddannede som mig nemlig lønpressere, der stiller sig i vejen for god gedigen prøvet arbejdskraft som hende selv. Hun kan sagtens se, hvorfor det er en brugbar mulighed for os, der kun har studentersandwicharbejde på CV'et, men ikke desto mindre føler hun sig truet af ordningen.

Undskyld, Mande-Anne. Det er virkelig ikke min mening at presse dig og dit søde væsen ud i kulden. Jeg kan godt lide dig og vil gerne drikke en øl med dig en dag og høre din historie. Og hvis det er nogen trøst, så er der ingen som helst muligheder for, at jeg kommer indenfor ingeniørverdenen og tager din kontorstol. Den er din og du fortjener den!