Dagens billede.

Dagens billede.

fredag den 17. september 2010

Hvor forvirret har man lov at være?

Dagens aktiveringscitat: ”Jeg kan ikke finde ud af det og synes også, at det er fuldstændigt unødvendigt.”

Ny karakter er trådt ind i billedet. Forvirrede Fie: ”jeg kan ikke-jeg ved ikke-der er noget galt med computeren-hvad betyder det?” Ud fra opførsel alene er FF en forvirret 16-årig, der er usikker som dagen er lang og med en fremførsel af indeværende IQ, som efterlader tvivl om fremtidsmuligheder. Men FF er, kan jeg afsløre, en kvinde som står overfor efterlønsalderen og som med sin konstante torskemund og fortabte udtryk i øjnene ikke ligner en oplagt kandidat til næste ledige job. Hver gang vi sidder overfor fællesopgaver, der involverer computeren på vores plads, sukker hun højlydt og stikker sin lange, slanke finger i vejret hver 3. minut, for at spørge om hjælp til og brokke sig over elektronikken og kolonnernes opførsel i det dokument, hun har åbnet. FF er en udfordring for en utålmodig sjæl, som jeg selv. Et eksempel: ”Der er ingen stillingsbetegnelser, som jeg kan skrive på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.” Hvad vil du gerne arbejde med? ”Noget med sprog.” Fint, så skriv det på. ”Jamen, der er da ikke noget, der hedder ’noget med sprog’.” Undertegnede kan på dette tidspunkt ikke længere undertrykke en lettere irritation, men får på diplomatisk vis og med et falsk smil på læben fremført en 5-10 forskellige stillingsbetegnelser, som kunne indeholde ’noget med sprog’. FFs svar er lige så torskemundsagtigt og fortabt, som hendes udtryk: ”Nå.”

Da holdet senere er ved at afslutte øvelsen, sidder FF og kigger lidt høne-agtigt rundt i lokalet. Høne-agtigt, fordi hendes bevægelser foregår meget i ryk og når det kun er hovedet hun bevæger, afkaster det en umiddelbar fornemmelse af at sidde overfor en pageklippet høne. Torskemunden åbnes og forvirringen er nu et dominerende udtryk i FFs ansigt. ”Nå. Ja. Jeg havde altså ikke indtrykket af, at det var dét, vi skulle lave. Og i øvrigt mener jeg også, at det er spild af tid.”

Jamen, det er da klart, du mener, det er spild af tid, når du ikke forstår øvelsen. I min ”ydmyge” optik, FF, så er du en glimrende kandidat til at deltage i sådan et jobsøgningskursus. Du har jo ikke begreb om din egen rolle i jobsøgningsverdenen. Jeg forstår udmærket godt, at det kan være intimiderende, at blive kastet ud i øvelser, der kræver salgslignende sprogbrug om egne kvalifikationer. Især når man er en vanebetonet, grålig sproghumanist, der har haft den samme page de sidste 30 år. Jeg håber, mødet med denne multifacetterede flok, som vores hold er, kan igangsætte en proces, der åbner op for FFs vanetænkning og selviscenesættende negativitet. For FF indeholder, som alle vi andre, en hel masse kåmbetangser, som en toptunet Human Ressources-medarbejder lettere får øje på, hvis ikke FFs daglige mantra var spundet af det negative fårs uld.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar