Midtvejsevaluering

Akke ja - vi er nu skredet ind i tredje uge ud af fire i dette underbare jobsøgningskursus. Jeg ser det som nødvendigt at give en midtvejsevaluering.

Først vil jeg dog kort berette om morgenens grufulde hændelse, da jeg 9.06 træder - for sent - ind ad døren til kursuslokalet. Åh nej. Nogen har taget min plads nede bagerst. Bagerst, så jeg i ly og læ kan observere, grine i skægget og skrifle mine tanker ned om alle jer andre. Men jeg kan ikke genkende den 'nogen'. Faktisk! Jeg kan ikke genkende langt de fleste, der sidder i lokalet.

Mit hold er blevet slået sammen med et andet hold. Jeg magter det ikke. Derudover er UU, BB eller FF ikke til stede, og MA og Filosof-Finn fortaber sig næsten i mængden. Det virker kortvarigt som begyndelsen på enden.

Og det er det jo i virkeligheden også. Vi har kun halvanden uge tilbage sammen. Tilbage til midtvejsevalueringen.

For egen regning kan jeg konstatere, at jeg er blevet bekræftet i at min positive, energiske og rapkæftede holdning til livet nok skal lande mig et job - sooner or later. Jeg er grøn som karse, når det har mødt persille til en fest hos purløg. Men som jeg ser det, har jeg alt at lære, men intet at tabe.

For andres regning (lad os bare føre jævnt det hidtige persongalleri) kan jeg dog samtidig konstatere, at der altså er et overvældende behov for deltagelse i et sådant kursus. Med undtagelse af Forsigtige Fie, indeholder alle en basal positiv holdning overfor indeværende jobudfordring. Men det er æltet sammen med forvirring, usikkerhed og uintentionel ignorance. Selvfølgelig med komplet undtagelse af KK. Han er 170 centimeters ren tjekkethed. KK er så provinscool og har (selv om han prøver at falsk-ydmyghed-benægte det) så meget styr på sit lort; alt sammen akkompagneret af det vindende smil.

Men generelt, så ved folk simpelthen ikke hvad de skal stille op. Jeg har i særdeleshed beskrevet en håndfuld mennesker, der er 15-20-25 år ældre end jeg. Mon der kan være tale om generationsforskelle eller er det handicappende at være mange år på arbejdsmarkedet, før man bliver arbejdsløs?

Den observante læser har nok bemærket, hvorledes jeg har undgået at forholde mig til medaktivanter på min egen alder. Grunden til, at jeg ikke har tildelt opmærksomhed til de andre børn af firserne er tofold: Ved at beskrive deres personligheder, risikerer jeg i virkeligheden også at beskrive mig selv. Og det var ikke formålet med bloggen. Derudover finder jeg, at min aldersgruppe er ubeskrivelig kedelig. Der er ligesom ikke nok kød på endnu, selv om man er i sluttyverne/starttrediverne.

Desuden er min aldersgruppe for det meste vældigt tjekket: Dukker op med papirerne i orden, Mac'en fuldt opladet, afgrænsede, fornuftige spørgsmål og andre irriterende karakteristika.

Jeg er vel i virkeligheden dybt fascineret af de "rigtige" voksne og alle deres farvestrålende fejlbarligheder og ejendommelige egenskaber. Og jeg har på kort tid lært en håndfuld mennesker (overfladisk) at kende, som excellerer i ovenstående.

Blinde Bill

Dagens baggrundsinfo: Blinde Bill

Blinde Bill placerer sig altid ved den allerforreste bordrække. Man kunne nemt snige den fordom ind, at manden er stræber af stærkeste karakter. Men følgende handlinger afslører hurtigt årsagen til placeringen i lokalet.

Hver gang der skrives på tavlen, igangsætter BB en handling, der indtil videre har været tilskrevet en fjern datid. BB bruger en monokulær miniature-kikkert; den slags, der foldes ud - størrelsen til trods. Ydermere benytter han ved omdeling af ark og papirer et remedium af en forgangen verden: en lillebitte lup, som holdes tæt for øjet, samtidigt med at arket holdes tæt for ansigtet.

Det er ejendommeligt!. Jeg er misundelig, men må nok vente til vi har flere samtaler mellem os førend jeg spørger ind til hans remedier.

Han går i retro-ruskindssko; den slags, der er så retro, at de er moderne. Jeg kan på ingen måde gennemskue, om han er klar over, at de er moderne. For BB er arkitekt, en næsten blind arkitekt. Og er arkitekter ikke altid skabs-med-på-beatet? Eller er de bare evigt retro-moderne uden overhovedet selv at vide det?

BB er omtrent 40 år gammel, men det er afsindigt besværligt at bestemme ud fra indeværende observationer. BB har en længere, kort frisure med bølgende for-hår. Han taler med en underspillet, tør stemme, der virker som om, den aldrig kan komme op i det røde felt.

Blinde Bill er en sjælden karakter. A diamond in the rough, fornemmer jeg.

Medløber-Mark

Dagens baggrundsinfo: Medløber-Mark

Jeg møder op og ser straks mange af mine protagonister. Jeg hilser dem med et stort smil og et højt godmorgen. UU kommenterer, at jeg da ser meget glad ud i dag. MM trækker sig et skridt tilbage, da jeg vender mig mod ham med samme morgenglade entusiasme. MM er jo af forsigtig, men altid diplomatisk karakter.

Det går op for mig, at jeg er blevet involveret i disse mennesker på et meget større plan end de har involveret sig i mig.

For eksempel er jeg en smule nedtrykt over, at BB ikke er til stede i dag. Ej heller MA. Til gengæld har UU allerede rystet de første karlsmart-bemærkninger af sig. Eksempel: anonym mandlig aktivant leder efter sin medbragte sædepude. UU griner højt og vender sig ivrigt og opstemt om (det er helt tydeligt, at han sidder inde med en ejendommelig kommentar) og får øje på anonym kvindelig aktivant. Siger til hende: ”Hvaaaa, 'Birgitte', skal jeg så tage en sovepose med, hva'? Så kan vi rigtig sidde og snuggle os to.” 'Birgitte' griner venligt, men sammenbidt; forstår ikke helt hvordan hun skal reagere. Skønt; han virker til at være i god form i dag.

Jeg tror dog dagens fokus skal kastes på MM, som jeg havde en parallel cykeltur med, på strækningens sidste 50 meter. Med bluetooth-øresæt, cykelhjelm, en perfekt halvfemsgradersvinkel ind over styret på sin firserracercykel tager han store bløde bentag på pedalerne. Han ruller roligt fremad med et bredt og tilfreds smil, det samme brede smil, som han fremviser dag efter dag.


Medløber-Mark er UU- og BBs faste følger. Han er typen, der vipper på hælene som en gammel militærmand og altid holder hænderne samlet på ryggen. Han er af ældre dato og har et konstant bredt, næsten indforstået smil på læben. Han er slank med lettere grånende bakkenbarter. Han rejser sig for at byde UU og BB kaffe, til trods for at de sidder tættere på kaffekanderne, end han gør. Han kredser om UU og BB, og ser ikke ud til at ville overleve kurset, hvis han ikke kunne være i umiddelbar nærhed af de to.

MM er mig lidt en gåde. Han indeholder en usikkerhed, som han forsøger at skjule bag sin givende, venlige og smilende facon. Men hvorfor mon? Trekløveret UU, BB og MM kunne jeg mægtigt godt tænke mig at studere nærmere. Et studie i gruppedynamik og rollespil. Jeg holder allerede meget af dem.

Baggrundsinfo

Dagens baggrundsinfo: Filosof-Finn.

I går og i dag har set en underdrejet udgave af undertegnede, hvorfor der ikke har været nyt på bloggen.

I stedet for "live" afrapportering fra kursussalen, har jeg gravet ned i mine spæde, men allerede bugnende arkiver med baggrundsinfo fra persongalleriet.

I dag skal handle om Filosof-Finn.

FF er filosof af uddannelse og af fremtoning. Han er omtrent i midt-halvtredserne, har en lidt længere udgave af kort hår med begyndende måne. Jeg har observeret, at FF bærer hvad der ligner damebriller - den slags, der er købt for små penge i Netto. Skjorten stikker på variable steder udenfor bukserne, som i øvrigt er af lys, glat lærredskvalitet; vi er ovre i fritidsgenren.

Jeg har spottet, at FF faktisk også har en dametaske. Den er lille, i sort brugt skind med lange remme. FF bærer en langærmet trøje om skuldrene, som det hører sig til som universitetsunderviser eller sejlsportsentusiast. Han taler 85% rigsdansk, dog med insisterende tendenser til vrøvl, øh'er og stammen. Hans to orange bukse-cykelspænder ligger som regel på bordet, ved siden af notepapiret (FF og jeg deler bordrække). Der står noget på notepapiret, men det er mig komplet ulæseligt. Det er nærmest bare en linje med en sløjfe til start og slut.

Han er meget gestikulerende og afslører dermed et kropsligt disproportionelt faktum: FF har meget små hænder. Han taler passioneret, er let spyttende og tørrer sig under næsen med venstre hånd ca. hver 5. sætning. Hans tonefald starter i et voluminøst afsæt, for derefter gradvist at aftage, til han (langt om længe) når enden på argumentet. Og argument er netop hvad FF fremfører. Det er ham komplet umuligt at udtrykke mening, holdning, erfaring eller observation uden at benytte sig af argumenterende retorik og intonation.

I sidste uge afslørede FF, at han sjældent lader nogen komme tæt på. Derudover griner han ofte af mine morsomheder.

Hvor forvirret har man lov at være?

Dagens aktiveringscitat: ”Jeg kan ikke finde ud af det og synes også, at det er fuldstændigt unødvendigt.”

Ny karakter er trådt ind i billedet. Forvirrede Fie: ”jeg kan ikke-jeg ved ikke-der er noget galt med computeren-hvad betyder det?” Ud fra opførsel alene er FF en forvirret 16-årig, der er usikker som dagen er lang og med en fremførsel af indeværende IQ, som efterlader tvivl om fremtidsmuligheder. Men FF er, kan jeg afsløre, en kvinde som står overfor efterlønsalderen og som med sin konstante torskemund og fortabte udtryk i øjnene ikke ligner en oplagt kandidat til næste ledige job. Hver gang vi sidder overfor fællesopgaver, der involverer computeren på vores plads, sukker hun højlydt og stikker sin lange, slanke finger i vejret hver 3. minut, for at spørge om hjælp til og brokke sig over elektronikken og kolonnernes opførsel i det dokument, hun har åbnet. FF er en udfordring for en utålmodig sjæl, som jeg selv. Et eksempel: ”Der er ingen stillingsbetegnelser, som jeg kan skrive på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.” Hvad vil du gerne arbejde med? ”Noget med sprog.” Fint, så skriv det på. ”Jamen, der er da ikke noget, der hedder ’noget med sprog’.” Undertegnede kan på dette tidspunkt ikke længere undertrykke en lettere irritation, men får på diplomatisk vis og med et falsk smil på læben fremført en 5-10 forskellige stillingsbetegnelser, som kunne indeholde ’noget med sprog’. FFs svar er lige så torskemundsagtigt og fortabt, som hendes udtryk: ”Nå.”

Da holdet senere er ved at afslutte øvelsen, sidder FF og kigger lidt høne-agtigt rundt i lokalet. Høne-agtigt, fordi hendes bevægelser foregår meget i ryk og når det kun er hovedet hun bevæger, afkaster det en umiddelbar fornemmelse af at sidde overfor en pageklippet høne. Torskemunden åbnes og forvirringen er nu et dominerende udtryk i FFs ansigt. ”Nå. Ja. Jeg havde altså ikke indtrykket af, at det var dét, vi skulle lave. Og i øvrigt mener jeg også, at det er spild af tid.”

Jamen, det er da klart, du mener, det er spild af tid, når du ikke forstår øvelsen. I min ”ydmyge” optik, FF, så er du en glimrende kandidat til at deltage i sådan et jobsøgningskursus. Du har jo ikke begreb om din egen rolle i jobsøgningsverdenen. Jeg forstår udmærket godt, at det kan være intimiderende, at blive kastet ud i øvelser, der kræver salgslignende sprogbrug om egne kvalifikationer. Især når man er en vanebetonet, grålig sproghumanist, der har haft den samme page de sidste 30 år. Jeg håber, mødet med denne multifacetterede flok, som vores hold er, kan igangsætte en proces, der åbner op for FFs vanetænkning og selviscenesættende negativitet. For FF indeholder, som alle vi andre, en hel masse kåmbetangser, som en toptunet Human Ressources-medarbejder lettere får øje på, hvis ikke FFs daglige mantra var spundet af det negative fårs uld.

Mande-Anne

Dagens aktiveringscitat: ”Det handler om at prale.”

Kurset er halvfjerds minutter gammelt og mod sædvane er UU umanerligt stille. Er han allerede løbet tør for krudt? Var tre dages bralder og ordbøvser alt hvad han havde i sig? Jeg sidder tilbage med en underlig tomhed - faktisk, en smule skuffet. Jeg lader UU samle energi til anden omgang og vender opmærksomheden mod en anden af rulleteksternes karakterer: Mande-Anne.

Dagens citat er Kursus-Knuds og jeg er sådan set fuldstændigt enig. Det handler sgu om at prale, især i jobsøgningen. Diplomatisk pral – det burde være et kursusudbud. Men hvis det handler om at prale, så er man ilde stedt som humanistisk uddannet, jysk kvinde. Humanist = svært definerbar uddannelse. Jysk og kvinde = ydmyghed og lavt selvværd. Dette meget sandsynligt socialt konstrueret! Social konstruktion eller ej, så er der nu nok noget om snakken. Her kommer Mande-Anne ind i billedet. Hun er indtil videre en relativt neutral person, siger ikke noget provokerende og har let til smil. Alligevel har hun vakt min interesse. Hun er vist nok original jyde, men hun er ikke humanist, hun er et-eller-andet-ingeniør og så er hun ikke oplagt kvinde med Q. Med sit gråsprængte fugleredehår, Brian Mikkelsen briller, tunge øjenlåg og mørke stemme havde min fordomsbank sørget for, at jeg havde dømt hende til en helt anden kategori end ingeniørverden. Mon hun kan finde ud af at prale? Jeg må forsøge at nærme mig hende i pausen for en pral-snak. Hun drikker te, ser jeg. De tebreve, der er stillet til rådighed i kursuslokalet er af overbevisende bitterhed. Magen til tør te skal man lede længe efter. Men der er bestemt en rød tråd i drikkevaresortimentet, idet kaffen opfylder samme kvalifikationskrav. Tror indgangsvinklen skal være te-kvaliteten. Eller måske hendes yndlings-lagerøl; hun ligner typen, der godt kunne hænge lidt på en mørk pub og nyde en fyraftens-kvalitetsøl. Men det skal være en lille pub, hvor rygeloven ikke gælder. For MA benytter hver lillebitte pause til at spadsere udenfor i afslappet tempo og tænde op i sine filterløse nikotinpinde. Desværre er det ikke i dag jeg får oplyst MAs pralekapaciteter.

Snakken vender sig på praktik og løntilskud og jeg åbner gabet (selvfølgelig) og beretter om mine egne spæde intentioner med disse værktøjer. Mande-Anne svinger hurtigt en kraftfuld finger i vejret (aner jeg lidt snavs under neglen?) og ser skiftevis på KK og mig, med små trækninger om læberne. Hun er ivrig. Hun vil gerne kommentere. Ifølge MA er sådan nogle nyuddannede som mig nemlig lønpressere, der stiller sig i vejen for god gedigen prøvet arbejdskraft som hende selv. Hun kan sagtens se, hvorfor det er en brugbar mulighed for os, der kun har studentersandwicharbejde på CV'et, men ikke desto mindre føler hun sig truet af ordningen.

Undskyld, Mande-Anne. Det er virkelig ikke min mening at presse dig og dit søde væsen ud i kulden. Jeg kan godt lide dig og vil gerne drikke en øl med dig en dag og høre din historie. Og hvis det er nogen trøst, så er der ingen som helst muligheder for, at jeg kommer indenfor ingeniørverdenen og tager din kontorstol. Den er din og du fortjener den!

Kursus-Knud og Utålelige Uffe

Kære Tina Kjær - du er under 30, har været ledig i 13 uger. Derfor siger loven, at du ikke må søge arbejde hjemmefra. Du skal fra nu og 26 uger frem i aktivering. De første 4 uger skal foregå på et jobsøgningskursus. Kurset bliver tilbudt alle dem, der af Jobcentret er henvist til Anden Aktør; alder på deltagerne er vidt spredt.

Nuvel.

Allerede på dag 3 i aktiveringen (dramatisk lyd tilsat: da-da-daaaaaa) kan jeg nu se, at Facebook bliver overspammet med indlæg og kommentarer fra undertegnede, med inspiration fra det kursus, som min spæde ledighed regelbundent har kastet mig ud i. En mere rummelig platform må derfor bringes i spil.

Hvorfor dele mine oplevelser? Fordi persongalleriet er uvurderligt og fordi det er en personlig udfordring at blive "aktiveret" - da jeg påbegyndte universitetsuddannelsen, indregnede jeg ikke et efterfølgende mærkat med betegnelsen: jeg er i aktivering. Jovist, aktivering for en 27-årig akademiker anno 2010 er givetvis noget andet end for en 27-årig ufaglært anno 1970. Ikke desto mindre, med den nuværende debat om kvaliteten af aktivering in mente, er det ikke helt uden værdi at honorere aktiveringsforløbet med en vis opmærksomhed.

Da jeg selv er en aldeles gennemsigtig og neutral person, vil min beretning primært tage form omkring de mest voluminøse personer, der befinder sig på mit hold. Indtil videre har følgende gjort sig fortjent til en central rolle: Kursus-Knud, Utålelige Uffe, Medløber-Mark, Filosof-Finn, Mande-Anne og Blinde Bill. Nogle ved jeg allerede en del om, nogle håber jeg udfolder sig som forløbet skrider frem.

Jeg vil indlede med at repetere de hidtidige observationer fra kursets start.

Mandag: Dagens aktiveringscitat: "Jeg er en hund for anekdoter."

Kursus-Knud er netop en sand hund for anekdoter, der med sit åbne og behagelige væsen nemt kan fange et lokale indeholdende ca. 20 højt-uddannede ledige, i aldersgruppen 27 - 58 år. Kursus-Knud, eller KK, kan nemt afskrives som den grill-bøf-rødvins-fald-på-halen-humor-venlige forstadsnabo. Han har en sælgers hurtige vendinger og en folkeskolelærers kærlige lune overfor sine "elever". Han lægger sågar hovedet på skrå og smiler, når han venligt skal bære over med elevernes stupide kommentarer (case in point: Utålelige Uffe). KK afslører da også hurtigt en fortid som sælger og erfaring med undervisning, dog ikke folkeskolen. Var min og Kursus-Knuds skæbner ej flettet sammen via dette kursusforløb de næste 4 uger, havde jeg ikke skænket ham en tanke udover endnu en provinsiel have-entusiast. Men KKs sporadiske fortidsfortællinger afslører, at hans overflade ikke er et komplet billede.

Tirsdag: Dagens aktiveringscitat: "Det var en slagkraftig krabat, jeg var igennem der."

Citatet omhandler en med-aktivants erfaring med persontypetest, som vedkommende var udsat for under en jobsamtale. Således er persontypetests også dagens tema. Ordene alene er i stand til at opildne til følelsesladet diskussion: persontype/personlighed og test. Alle i lokalet danser om den varme grød: Man er kritisk, som det hører sig til. Men man er også nysgerrig alá teenageårene, når man blev præsenteret for ugens horoskop.

Diskussionen om disse tests starter ud med en socialpsykologisk indgangsvinkel: mennesket har et behov for at sætte mærkater på hinanden. Men hurtigt drejer snakken sig om folks resultater og holdninger til disse resultater. Det bliver med ét en mig-diskussion.

Jeg slår opmærksomheden over på vågeblus og vender i stedet blikket mod den pc, der er stillet mig til rådighed med kærkommen internetadgang. Med en akademikers kritiske og nuancerede øje og en Tv3-seers naive, lyssky interesse kaster jeg mig ud i en personlighedstest på nettet.

Jeg har ifølge testen samme persontype som M. Gorbatjov og O. Winfrey. Herfra leder jeg altså nu efter stillinger med følgende kvalifikationskrav: Modermærket og politisk ambivalent, grandiøs personlighed, social og profitopmærksom, mærkbare lederegenskaber med hang til egocentrering og russisk vodka før sengetid.

It's doable.

Onsdag: Dagens aktiveringscitat: "Gruppearbejde er udviklingsterapi for uintelligente."

Her træder føromtalte Utålelige Uffe (UU) endelig ud af sin evindelige mig-centrerede talestrøm og serverer et skønt afgrænset citat, som jeg kan slå op for publikum. UU er sidst i fyrrene og er typen, der nyder godt af, at Kursus-Knud er en hund for anekdoter. For UU er en hund for at brede sine dumsmarte kommentarer ud over al tale, som landmanden med gyllesprederen. Han er "ba-dam-chiii" typen og han mangler i den grad diplomatisk sans. Sætningen ovenfor (som han citerer en enhvervsmand for at sige; højst sandsynligt forkert) gentager han 5 gange. Derfor stiller jeg mig uforstående overfor, at han stiller sig uforstående overfor flere med-aktivanters pausekritik af hans syn på gruppearbejde og intelligens. Jamen, hør nu her, UU: Du har 5 gange kaldt op til flere i dette lokale for uintelligente, fordi de har RUC-agtige tilbøjeligheder til gruppearbejde. Surely, tænker jeg, han kan da ikke have en fortid i erhvervslivet, som involverede menneskekontakt.

Men det skal vise sig ikke at være helt korrekt antaget af undertegnede.