Midtvejsevaluering

Akke ja - vi er nu skredet ind i tredje uge ud af fire i dette underbare jobsøgningskursus. Jeg ser det som nødvendigt at give en midtvejsevaluering.

Først vil jeg dog kort berette om morgenens grufulde hændelse, da jeg 9.06 træder - for sent - ind ad døren til kursuslokalet. Åh nej. Nogen har taget min plads nede bagerst. Bagerst, så jeg i ly og læ kan observere, grine i skægget og skrifle mine tanker ned om alle jer andre. Men jeg kan ikke genkende den 'nogen'. Faktisk! Jeg kan ikke genkende langt de fleste, der sidder i lokalet.

Mit hold er blevet slået sammen med et andet hold. Jeg magter det ikke. Derudover er UU, BB eller FF ikke til stede, og MA og Filosof-Finn fortaber sig næsten i mængden. Det virker kortvarigt som begyndelsen på enden.

Og det er det jo i virkeligheden også. Vi har kun halvanden uge tilbage sammen. Tilbage til midtvejsevalueringen.

For egen regning kan jeg konstatere, at jeg er blevet bekræftet i at min positive, energiske og rapkæftede holdning til livet nok skal lande mig et job - sooner or later. Jeg er grøn som karse, når det har mødt persille til en fest hos purløg. Men som jeg ser det, har jeg alt at lære, men intet at tabe.

For andres regning (lad os bare føre jævnt det hidtige persongalleri) kan jeg dog samtidig konstatere, at der altså er et overvældende behov for deltagelse i et sådant kursus. Med undtagelse af Forsigtige Fie, indeholder alle en basal positiv holdning overfor indeværende jobudfordring. Men det er æltet sammen med forvirring, usikkerhed og uintentionel ignorance. Selvfølgelig med komplet undtagelse af KK. Han er 170 centimeters ren tjekkethed. KK er så provinscool og har (selv om han prøver at falsk-ydmyghed-benægte det) så meget styr på sit lort; alt sammen akkompagneret af det vindende smil.

Men generelt, så ved folk simpelthen ikke hvad de skal stille op. Jeg har i særdeleshed beskrevet en håndfuld mennesker, der er 15-20-25 år ældre end jeg. Mon der kan være tale om generationsforskelle eller er det handicappende at være mange år på arbejdsmarkedet, før man bliver arbejdsløs?

Den observante læser har nok bemærket, hvorledes jeg har undgået at forholde mig til medaktivanter på min egen alder. Grunden til, at jeg ikke har tildelt opmærksomhed til de andre børn af firserne er tofold: Ved at beskrive deres personligheder, risikerer jeg i virkeligheden også at beskrive mig selv. Og det var ikke formålet med bloggen. Derudover finder jeg, at min aldersgruppe er ubeskrivelig kedelig. Der er ligesom ikke nok kød på endnu, selv om man er i sluttyverne/starttrediverne.

Desuden er min aldersgruppe for det meste vældigt tjekket: Dukker op med papirerne i orden, Mac'en fuldt opladet, afgrænsede, fornuftige spørgsmål og andre irriterende karakteristika.

Jeg er vel i virkeligheden dybt fascineret af de "rigtige" voksne og alle deres farvestrålende fejlbarligheder og ejendommelige egenskaber. Og jeg har på kort tid lært en håndfuld mennesker (overfladisk) at kende, som excellerer i ovenstående.