Nærbo

Det er ikke længere så nemt at spontan-følge-med i sine naboers liv. Undertegnede er fysisk relokaliseret fra en adresse med en befolkningstæthed lig Manhattan til en adresse, der lugter af forstadens trygge, uvedkommende distance. Dog er vi ikke i forstaden og dog er her ikke helt så uvedkommende. Naboen til venstre (hvis man står inde i vores hjem og kigger ud mod vejen) har hilst over hækken og der blev udvekslet ord om den strålende sol og det nye hjems potentiale.

Her må man på grund af matrikel-skel og ligusterhække anstrenge sig for at følge med i naboernes liv. De høres ikke hver gang de skyller ud i toilettet, hver gang de holder fest eller prøver at få børn. Men som i et andet TV-køkken har vi snydt lidt. Vi ved en hemmelighed om en nabo, hvilken blev overleveret (hemmeligheden, altså, ikke naboen) sammen med nøglebundet af de tidligere beboere på matriklen.

Vores genbo, hvis hoveddør befinder sig ca. 30 skridt fra vores (en vurdering, jeg har endnu ikke turde efterprøve det), er eftersigende en gammel, sur mand. Han skulle have udtalt: 'Ja, jeg er på pension. Men det er kun for at sikre mig, at de skide indvandrere ikke får det hele'. Den pågældende genbo er at dømme efter udseende mindst 75 år, så måske er der en anden årsag til pensionen end åbenlys genklang af danskfolkepartiske holdninger.

Jeg skal indrømme, at denne snyde-viden, som jeg ikke selv har brugt tid eller kræfter på at opnå, første uge af vores residens resulterede i en vrængen på næse af manden overfor. Aldrig en vrængen, som han så (nu er han også mindst 30 skridt væk). Men stadig en afstandtagen uden selv at have gjort mig bekendtskab med den gamle mand.

Hvordan eller hvorfor der nu er sket en ændring i min holdning til ham, ved jeg endnu ikke. Men sagen er den, at jeg er gået hen og blevet ganske nysgerrig og endda eftertænksom omkring hans person.

Om det er de hvide blonde-gardiner, der hele tiden er halvt trukket for med en lille sløjfe forneden; om det er den græs-grønne fordør, de mørkerøde mursten og det sorte tag, eller den sirligt klippede hæk i forhaven (klippet i en for mig fuldstændig uforståelig højde på omkring 50 cm - hav en hæk eller lad være!, er min holdning) eller måske den mørkegule Volvo, som både af stand og nummerplade afslører at have eksisteret væsentligt længere end jeg selv - det ved jeg endnu ikke.

Der er noget dragende over den gamle, sure mand. Noget vidunderligt analogt, som tiltrækker opmærksomhed - til trods for ovenstående hemmelighed.

Faktum er, at jeg vil begive mig ud i en undersøgelse af denne nærbo. Måske endda begive mig ud på den 30 skridt lange rejse til hans fordør.

Ultra-sen anerkendelse af din indsats i livet

Den eventyrlige aktiveringsblog afløses af en mere ad hoc-baseret observablog, som tillader mig at bruge pladsen her på at udtrompetere observationer tilsat eget censureret garniture.

Premiereindlægget er ikke specielt premiereagtig. Ingen rød løber eller særlig morsom pointe. Bare en simrende tanke-gryde på baggrund af en observation, som jeg ved den søde grød ikke aner, hvor er kommet fra. Men ting dukker op i mit hoved med en frekvens kendt som 'ofte.

Titel: Ultra-sen anerkendelse af din indsats i livet.

Tekst: Er der nogle, der fuldt bevidst, i hemmelighed, arbejder for sen anerkendelse?

Som i: "Nu bager jeg en masser boller, gør en masse rent og tager læbestift på for mandens skyld og om 30 år, når børnene er blevet voksne og manden netop er blevet rask efter en semi-alvorlig sygdom og nu endelig ser livet 'meget klarere' end før, så siger de alle sammen: NU forstår vi hvor meget du gjorde for os. Tak!"

..eller for mændenes vedkommende - "Nu bager jeg en masse boller, gør en masse rent og barberer sig dagligt for kvindens skyld og om 30 år når børnene er blevet voksne og kvinden netop er blevet rask efter en semi-alvorlig sygdom og nu endelig ser livet 'meget klarere' end før, så siger de alle sammen: NU forstår vi hvor meget du gjorde for os. Tak!"

Jeg synes personligt, det er en virkelig sårbar strategi. Jeg mener, der er overhængende fare for at anti-rygning og spar-på-salt-og-sukker-kampagnerne virker og i kombination med indførelsen af motionsredskaber på arbejdspladserne rundt omkring, så er det ikke sikkert at den semi-alvorlige sygdom rammer din bedre halvdel.

Man kan altid håbe på et trafikuheld, som virkelig også har en chokerende effekt - og chok er som bekendt et godt redskab, når man vil ryste fundamenter (jvf. jordskælv). Men trafikuheld er så svære at kontrollere. Jeg mener, det kunne ende med dødelig udgang, hvilket vi ikke ønsker. Det ville jo være en katastrofe, hvis den bedre halvdel på sit splattede dødsleje hvisker: "Jeg... anerkender..... aaaaaarrrggg..." og så ikke mere. Så indtraf døden og du vil for evigt (eller måske bare til du selv dør og ender i en himmelsk ILVA sofa i samme, velkendte 1-meter-afstand til din elskede) fortvivles over ikke at vide, hvad der egentlig i sidste øjeblik blev anerkendt.

Udover det forstyrrende, forbedrede sundhedselement hos din udkårne, så er der også børnene. De vokser så hurtigt op, nutildags, at de faktisk glemmer at vokse op. I den skyndsomme opvækst, springer de let flere vigtige processer over. Så som f.eks. at lære deres forældre at kende for de mennesker de var, før de fik børn og hed 'mor' og 'far' og senere 'spasser' og 'røvhul'.

Dette medvirker også til at de små poder lige pludseligt er store poder, som ikke fik eller tog tiden til at begribe hvordan deres start på livet blev så dejligt almindeligt og kedeligt trygt. Men netop den kedelige tryghed gør, at de for pokker den dag i dag kan risikere at have en indre ro.

Måske har du gjort små, kære forsøg på at bryde dit eget sen-anerkendelses mønster? F.eks. håbede du sådan på at en lettere ændring i frisure og/eller møblement, "the silent treatment", at lære et nyt sprog eller "jeg har en rigtig god idé; lad os alle pjække i dag og tage på stranden og spille spil" ville ændre rollespillet. Det gør det bare sjældent, ik'?

Er der nogle, der er bevidste om deres brug af ovenstående strategi?

I fald der er tilkendegivelser på dette, så vil jeg gerne stå for at starte en klub op, hvor vi sammen - hver tirsdag - arbejder på vores klub-trøjer, hvorpå der broderes henover rygstykket, således at det ses bedst muligt, når ryggen er vendt mod familien i et opvaskens øjeblik: "aner-fucking-kend mig". Farvevalg og font afgøres ved flertalsafstemning.

Skulle dette tiltag fejle i overvældende procentdel mellem medlemmerne tyer vi til mere ekstravagante tiltag, så som falske beundrere, forsvindingsnumre, hel-krops-tatovering eller egentligt hvilket som helst forslag medlemmerne selv kommer med.

What we are looking for, er K O N T R O L T A B og oplevelser af 'no going back'. Altså, chokmetoden påført egen sjæl og krop.

Forslag til klubbens navn modtages gerne. Man kan melde sig til under pseudonym, men jeg ser helst at dette er ret opfindsomt, ellers gider jeg ikke være den, der står for det (jvf: http://www.wikihow.com/Make-Your-Own-Pseudonym).

Undertegnede må understrege, at undertegnene ikke skriver dette i et passivt-aggressivt forsøg på at tiltrække opmærksomhed omkring egen usynlighed i hjemmet. Undertegnede har eftersigende ingen problemer med at gøre opmærksom på sig selv.

/ Tina Kjær aka Ingegerd Rakel Dear

Midtvejsevaluering

Akke ja - vi er nu skredet ind i tredje uge ud af fire i dette underbare jobsøgningskursus. Jeg ser det som nødvendigt at give en midtvejsevaluering.

Først vil jeg dog kort berette om morgenens grufulde hændelse, da jeg 9.06 træder - for sent - ind ad døren til kursuslokalet. Åh nej. Nogen har taget min plads nede bagerst. Bagerst, så jeg i ly og læ kan observere, grine i skægget og skrifle mine tanker ned om alle jer andre. Men jeg kan ikke genkende den 'nogen'. Faktisk! Jeg kan ikke genkende langt de fleste, der sidder i lokalet.

Mit hold er blevet slået sammen med et andet hold. Jeg magter det ikke. Derudover er UU, BB eller FF ikke til stede, og MA og Filosof-Finn fortaber sig næsten i mængden. Det virker kortvarigt som begyndelsen på enden.

Og det er det jo i virkeligheden også. Vi har kun halvanden uge tilbage sammen. Tilbage til midtvejsevalueringen.

For egen regning kan jeg konstatere, at jeg er blevet bekræftet i at min positive, energiske og rapkæftede holdning til livet nok skal lande mig et job - sooner or later. Jeg er grøn som karse, når det har mødt persille til en fest hos purløg. Men som jeg ser det, har jeg alt at lære, men intet at tabe.

For andres regning (lad os bare føre jævnt det hidtige persongalleri) kan jeg dog samtidig konstatere, at der altså er et overvældende behov for deltagelse i et sådant kursus. Med undtagelse af Forsigtige Fie, indeholder alle en basal positiv holdning overfor indeværende jobudfordring. Men det er æltet sammen med forvirring, usikkerhed og uintentionel ignorance. Selvfølgelig med komplet undtagelse af KK. Han er 170 centimeters ren tjekkethed. KK er så provinscool og har (selv om han prøver at falsk-ydmyghed-benægte det) så meget styr på sit lort; alt sammen akkompagneret af det vindende smil.

Men generelt, så ved folk simpelthen ikke hvad de skal stille op. Jeg har i særdeleshed beskrevet en håndfuld mennesker, der er 15-20-25 år ældre end jeg. Mon der kan være tale om generationsforskelle eller er det handicappende at være mange år på arbejdsmarkedet, før man bliver arbejdsløs?

Den observante læser har nok bemærket, hvorledes jeg har undgået at forholde mig til medaktivanter på min egen alder. Grunden til, at jeg ikke har tildelt opmærksomhed til de andre børn af firserne er tofold: Ved at beskrive deres personligheder, risikerer jeg i virkeligheden også at beskrive mig selv. Og det var ikke formålet med bloggen. Derudover finder jeg, at min aldersgruppe er ubeskrivelig kedelig. Der er ligesom ikke nok kød på endnu, selv om man er i sluttyverne/starttrediverne.

Desuden er min aldersgruppe for det meste vældigt tjekket: Dukker op med papirerne i orden, Mac'en fuldt opladet, afgrænsede, fornuftige spørgsmål og andre irriterende karakteristika.

Jeg er vel i virkeligheden dybt fascineret af de "rigtige" voksne og alle deres farvestrålende fejlbarligheder og ejendommelige egenskaber. Og jeg har på kort tid lært en håndfuld mennesker (overfladisk) at kende, som excellerer i ovenstående.

Blinde Bill

Dagens baggrundsinfo: Blinde Bill

Blinde Bill placerer sig altid ved den allerforreste bordrække. Man kunne nemt snige den fordom ind, at manden er stræber af stærkeste karakter. Men følgende handlinger afslører hurtigt årsagen til placeringen i lokalet.

Hver gang der skrives på tavlen, igangsætter BB en handling, der indtil videre har været tilskrevet en fjern datid. BB bruger en monokulær miniature-kikkert; den slags, der foldes ud - størrelsen til trods. Ydermere benytter han ved omdeling af ark og papirer et remedium af en forgangen verden: en lillebitte lup, som holdes tæt for øjet, samtidigt med at arket holdes tæt for ansigtet.

Det er ejendommeligt!. Jeg er misundelig, men må nok vente til vi har flere samtaler mellem os førend jeg spørger ind til hans remedier.

Han går i retro-ruskindssko; den slags, der er så retro, at de er moderne. Jeg kan på ingen måde gennemskue, om han er klar over, at de er moderne. For BB er arkitekt, en næsten blind arkitekt. Og er arkitekter ikke altid skabs-med-på-beatet? Eller er de bare evigt retro-moderne uden overhovedet selv at vide det?

BB er omtrent 40 år gammel, men det er afsindigt besværligt at bestemme ud fra indeværende observationer. BB har en længere, kort frisure med bølgende for-hår. Han taler med en underspillet, tør stemme, der virker som om, den aldrig kan komme op i det røde felt.

Blinde Bill er en sjælden karakter. A diamond in the rough, fornemmer jeg.

Medløber-Mark

Dagens baggrundsinfo: Medløber-Mark

Jeg møder op og ser straks mange af mine protagonister. Jeg hilser dem med et stort smil og et højt godmorgen. UU kommenterer, at jeg da ser meget glad ud i dag. MM trækker sig et skridt tilbage, da jeg vender mig mod ham med samme morgenglade entusiasme. MM er jo af forsigtig, men altid diplomatisk karakter.

Det går op for mig, at jeg er blevet involveret i disse mennesker på et meget større plan end de har involveret sig i mig.

For eksempel er jeg en smule nedtrykt over, at BB ikke er til stede i dag. Ej heller MA. Til gengæld har UU allerede rystet de første karlsmart-bemærkninger af sig. Eksempel: anonym mandlig aktivant leder efter sin medbragte sædepude. UU griner højt og vender sig ivrigt og opstemt om (det er helt tydeligt, at han sidder inde med en ejendommelig kommentar) og får øje på anonym kvindelig aktivant. Siger til hende: ”Hvaaaa, 'Birgitte', skal jeg så tage en sovepose med, hva'? Så kan vi rigtig sidde og snuggle os to.” 'Birgitte' griner venligt, men sammenbidt; forstår ikke helt hvordan hun skal reagere. Skønt; han virker til at være i god form i dag.

Jeg tror dog dagens fokus skal kastes på MM, som jeg havde en parallel cykeltur med, på strækningens sidste 50 meter. Med bluetooth-øresæt, cykelhjelm, en perfekt halvfemsgradersvinkel ind over styret på sin firserracercykel tager han store bløde bentag på pedalerne. Han ruller roligt fremad med et bredt og tilfreds smil, det samme brede smil, som han fremviser dag efter dag.


Medløber-Mark er UU- og BBs faste følger. Han er typen, der vipper på hælene som en gammel militærmand og altid holder hænderne samlet på ryggen. Han er af ældre dato og har et konstant bredt, næsten indforstået smil på læben. Han er slank med lettere grånende bakkenbarter. Han rejser sig for at byde UU og BB kaffe, til trods for at de sidder tættere på kaffekanderne, end han gør. Han kredser om UU og BB, og ser ikke ud til at ville overleve kurset, hvis han ikke kunne være i umiddelbar nærhed af de to.

MM er mig lidt en gåde. Han indeholder en usikkerhed, som han forsøger at skjule bag sin givende, venlige og smilende facon. Men hvorfor mon? Trekløveret UU, BB og MM kunne jeg mægtigt godt tænke mig at studere nærmere. Et studie i gruppedynamik og rollespil. Jeg holder allerede meget af dem.

Baggrundsinfo

Dagens baggrundsinfo: Filosof-Finn.

I går og i dag har set en underdrejet udgave af undertegnede, hvorfor der ikke har været nyt på bloggen.

I stedet for "live" afrapportering fra kursussalen, har jeg gravet ned i mine spæde, men allerede bugnende arkiver med baggrundsinfo fra persongalleriet.

I dag skal handle om Filosof-Finn.

FF er filosof af uddannelse og af fremtoning. Han er omtrent i midt-halvtredserne, har en lidt længere udgave af kort hår med begyndende måne. Jeg har observeret, at FF bærer hvad der ligner damebriller - den slags, der er købt for små penge i Netto. Skjorten stikker på variable steder udenfor bukserne, som i øvrigt er af lys, glat lærredskvalitet; vi er ovre i fritidsgenren.

Jeg har spottet, at FF faktisk også har en dametaske. Den er lille, i sort brugt skind med lange remme. FF bærer en langærmet trøje om skuldrene, som det hører sig til som universitetsunderviser eller sejlsportsentusiast. Han taler 85% rigsdansk, dog med insisterende tendenser til vrøvl, øh'er og stammen. Hans to orange bukse-cykelspænder ligger som regel på bordet, ved siden af notepapiret (FF og jeg deler bordrække). Der står noget på notepapiret, men det er mig komplet ulæseligt. Det er nærmest bare en linje med en sløjfe til start og slut.

Han er meget gestikulerende og afslører dermed et kropsligt disproportionelt faktum: FF har meget små hænder. Han taler passioneret, er let spyttende og tørrer sig under næsen med venstre hånd ca. hver 5. sætning. Hans tonefald starter i et voluminøst afsæt, for derefter gradvist at aftage, til han (langt om længe) når enden på argumentet. Og argument er netop hvad FF fremfører. Det er ham komplet umuligt at udtrykke mening, holdning, erfaring eller observation uden at benytte sig af argumenterende retorik og intonation.

I sidste uge afslørede FF, at han sjældent lader nogen komme tæt på. Derudover griner han ofte af mine morsomheder.

Hvor forvirret har man lov at være?

Dagens aktiveringscitat: ”Jeg kan ikke finde ud af det og synes også, at det er fuldstændigt unødvendigt.”

Ny karakter er trådt ind i billedet. Forvirrede Fie: ”jeg kan ikke-jeg ved ikke-der er noget galt med computeren-hvad betyder det?” Ud fra opførsel alene er FF en forvirret 16-årig, der er usikker som dagen er lang og med en fremførsel af indeværende IQ, som efterlader tvivl om fremtidsmuligheder. Men FF er, kan jeg afsløre, en kvinde som står overfor efterlønsalderen og som med sin konstante torskemund og fortabte udtryk i øjnene ikke ligner en oplagt kandidat til næste ledige job. Hver gang vi sidder overfor fællesopgaver, der involverer computeren på vores plads, sukker hun højlydt og stikker sin lange, slanke finger i vejret hver 3. minut, for at spørge om hjælp til og brokke sig over elektronikken og kolonnernes opførsel i det dokument, hun har åbnet. FF er en udfordring for en utålmodig sjæl, som jeg selv. Et eksempel: ”Der er ingen stillingsbetegnelser, som jeg kan skrive på. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive.” Hvad vil du gerne arbejde med? ”Noget med sprog.” Fint, så skriv det på. ”Jamen, der er da ikke noget, der hedder ’noget med sprog’.” Undertegnede kan på dette tidspunkt ikke længere undertrykke en lettere irritation, men får på diplomatisk vis og med et falsk smil på læben fremført en 5-10 forskellige stillingsbetegnelser, som kunne indeholde ’noget med sprog’. FFs svar er lige så torskemundsagtigt og fortabt, som hendes udtryk: ”Nå.”

Da holdet senere er ved at afslutte øvelsen, sidder FF og kigger lidt høne-agtigt rundt i lokalet. Høne-agtigt, fordi hendes bevægelser foregår meget i ryk og når det kun er hovedet hun bevæger, afkaster det en umiddelbar fornemmelse af at sidde overfor en pageklippet høne. Torskemunden åbnes og forvirringen er nu et dominerende udtryk i FFs ansigt. ”Nå. Ja. Jeg havde altså ikke indtrykket af, at det var dét, vi skulle lave. Og i øvrigt mener jeg også, at det er spild af tid.”

Jamen, det er da klart, du mener, det er spild af tid, når du ikke forstår øvelsen. I min ”ydmyge” optik, FF, så er du en glimrende kandidat til at deltage i sådan et jobsøgningskursus. Du har jo ikke begreb om din egen rolle i jobsøgningsverdenen. Jeg forstår udmærket godt, at det kan være intimiderende, at blive kastet ud i øvelser, der kræver salgslignende sprogbrug om egne kvalifikationer. Især når man er en vanebetonet, grålig sproghumanist, der har haft den samme page de sidste 30 år. Jeg håber, mødet med denne multifacetterede flok, som vores hold er, kan igangsætte en proces, der åbner op for FFs vanetænkning og selviscenesættende negativitet. For FF indeholder, som alle vi andre, en hel masse kåmbetangser, som en toptunet Human Ressources-medarbejder lettere får øje på, hvis ikke FFs daglige mantra var spundet af det negative fårs uld.