Nærbo

Det er ikke længere så nemt at spontan-følge-med i sine naboers liv. Undertegnede er fysisk relokaliseret fra en adresse med en befolkningstæthed lig Manhattan til en adresse, der lugter af forstadens trygge, uvedkommende distance. Dog er vi ikke i forstaden og dog er her ikke helt så uvedkommende. Naboen til venstre (hvis man står inde i vores hjem og kigger ud mod vejen) har hilst over hækken og der blev udvekslet ord om den strålende sol og det nye hjems potentiale.

Her må man på grund af matrikel-skel og ligusterhække anstrenge sig for at følge med i naboernes liv. De høres ikke hver gang de skyller ud i toilettet, hver gang de holder fest eller prøver at få børn. Men som i et andet TV-køkken har vi snydt lidt. Vi ved en hemmelighed om en nabo, hvilken blev overleveret (hemmeligheden, altså, ikke naboen) sammen med nøglebundet af de tidligere beboere på matriklen.

Vores genbo, hvis hoveddør befinder sig ca. 30 skridt fra vores (en vurdering, jeg har endnu ikke turde efterprøve det), er eftersigende en gammel, sur mand. Han skulle have udtalt: 'Ja, jeg er på pension. Men det er kun for at sikre mig, at de skide indvandrere ikke får det hele'. Den pågældende genbo er at dømme efter udseende mindst 75 år, så måske er der en anden årsag til pensionen end åbenlys genklang af danskfolkepartiske holdninger.

Jeg skal indrømme, at denne snyde-viden, som jeg ikke selv har brugt tid eller kræfter på at opnå, første uge af vores residens resulterede i en vrængen på næse af manden overfor. Aldrig en vrængen, som han så (nu er han også mindst 30 skridt væk). Men stadig en afstandtagen uden selv at have gjort mig bekendtskab med den gamle mand.

Hvordan eller hvorfor der nu er sket en ændring i min holdning til ham, ved jeg endnu ikke. Men sagen er den, at jeg er gået hen og blevet ganske nysgerrig og endda eftertænksom omkring hans person.

Om det er de hvide blonde-gardiner, der hele tiden er halvt trukket for med en lille sløjfe forneden; om det er den græs-grønne fordør, de mørkerøde mursten og det sorte tag, eller den sirligt klippede hæk i forhaven (klippet i en for mig fuldstændig uforståelig højde på omkring 50 cm - hav en hæk eller lad være!, er min holdning) eller måske den mørkegule Volvo, som både af stand og nummerplade afslører at have eksisteret væsentligt længere end jeg selv - det ved jeg endnu ikke.

Der er noget dragende over den gamle, sure mand. Noget vidunderligt analogt, som tiltrækker opmærksomhed - til trods for ovenstående hemmelighed.

Faktum er, at jeg vil begive mig ud i en undersøgelse af denne nærbo. Måske endda begive mig ud på den 30 skridt lange rejse til hans fordør.