Nærbo

Det er ikke længere så nemt at spontan-følge-med i sine naboers liv. Undertegnede er fysisk relokaliseret fra en adresse med en befolkningstæthed lig Manhattan til en adresse, der lugter af forstadens trygge, uvedkommende distance. Dog er vi ikke i forstaden og dog er her ikke helt så uvedkommende. Naboen til venstre (hvis man står inde i vores hjem og kigger ud mod vejen) har hilst over hækken og der blev udvekslet ord om den strålende sol og det nye hjems potentiale.

Her må man på grund af matrikel-skel og ligusterhække anstrenge sig for at følge med i naboernes liv. De høres ikke hver gang de skyller ud i toilettet, hver gang de holder fest eller prøver at få børn. Men som i et andet TV-køkken har vi snydt lidt. Vi ved en hemmelighed om en nabo, hvilken blev overleveret (hemmeligheden, altså, ikke naboen) sammen med nøglebundet af de tidligere beboere på matriklen.

Vores genbo, hvis hoveddør befinder sig ca. 30 skridt fra vores (en vurdering, jeg har endnu ikke turde efterprøve det), er eftersigende en gammel, sur mand. Han skulle have udtalt: 'Ja, jeg er på pension. Men det er kun for at sikre mig, at de skide indvandrere ikke får det hele'. Den pågældende genbo er at dømme efter udseende mindst 75 år, så måske er der en anden årsag til pensionen end åbenlys genklang af danskfolkepartiske holdninger.

Jeg skal indrømme, at denne snyde-viden, som jeg ikke selv har brugt tid eller kræfter på at opnå, første uge af vores residens resulterede i en vrængen på næse af manden overfor. Aldrig en vrængen, som han så (nu er han også mindst 30 skridt væk). Men stadig en afstandtagen uden selv at have gjort mig bekendtskab med den gamle mand.

Hvordan eller hvorfor der nu er sket en ændring i min holdning til ham, ved jeg endnu ikke. Men sagen er den, at jeg er gået hen og blevet ganske nysgerrig og endda eftertænksom omkring hans person.

Om det er de hvide blonde-gardiner, der hele tiden er halvt trukket for med en lille sløjfe forneden; om det er den græs-grønne fordør, de mørkerøde mursten og det sorte tag, eller den sirligt klippede hæk i forhaven (klippet i en for mig fuldstændig uforståelig højde på omkring 50 cm - hav en hæk eller lad være!, er min holdning) eller måske den mørkegule Volvo, som både af stand og nummerplade afslører at have eksisteret væsentligt længere end jeg selv - det ved jeg endnu ikke.

Der er noget dragende over den gamle, sure mand. Noget vidunderligt analogt, som tiltrækker opmærksomhed - til trods for ovenstående hemmelighed.

Faktum er, at jeg vil begive mig ud i en undersøgelse af denne nærbo. Måske endda begive mig ud på den 30 skridt lange rejse til hans fordør.

Ultra-sen anerkendelse af din indsats i livet

Den eventyrlige aktiveringsblog afløses af en mere ad hoc-baseret observablog, som tillader mig at bruge pladsen her på at udtrompetere observationer tilsat eget censureret garniture.

Premiereindlægget er ikke specielt premiereagtig. Ingen rød løber eller særlig morsom pointe. Bare en simrende tanke-gryde på baggrund af en observation, som jeg ved den søde grød ikke aner, hvor er kommet fra. Men ting dukker op i mit hoved med en frekvens kendt som 'ofte.

Titel: Ultra-sen anerkendelse af din indsats i livet.

Tekst: Er der nogle, der fuldt bevidst, i hemmelighed, arbejder for sen anerkendelse?

Som i: "Nu bager jeg en masser boller, gør en masse rent og tager læbestift på for mandens skyld og om 30 år, når børnene er blevet voksne og manden netop er blevet rask efter en semi-alvorlig sygdom og nu endelig ser livet 'meget klarere' end før, så siger de alle sammen: NU forstår vi hvor meget du gjorde for os. Tak!"

..eller for mændenes vedkommende - "Nu bager jeg en masse boller, gør en masse rent og barberer sig dagligt for kvindens skyld og om 30 år når børnene er blevet voksne og kvinden netop er blevet rask efter en semi-alvorlig sygdom og nu endelig ser livet 'meget klarere' end før, så siger de alle sammen: NU forstår vi hvor meget du gjorde for os. Tak!"

Jeg synes personligt, det er en virkelig sårbar strategi. Jeg mener, der er overhængende fare for at anti-rygning og spar-på-salt-og-sukker-kampagnerne virker og i kombination med indførelsen af motionsredskaber på arbejdspladserne rundt omkring, så er det ikke sikkert at den semi-alvorlige sygdom rammer din bedre halvdel.

Man kan altid håbe på et trafikuheld, som virkelig også har en chokerende effekt - og chok er som bekendt et godt redskab, når man vil ryste fundamenter (jvf. jordskælv). Men trafikuheld er så svære at kontrollere. Jeg mener, det kunne ende med dødelig udgang, hvilket vi ikke ønsker. Det ville jo være en katastrofe, hvis den bedre halvdel på sit splattede dødsleje hvisker: "Jeg... anerkender..... aaaaaarrrggg..." og så ikke mere. Så indtraf døden og du vil for evigt (eller måske bare til du selv dør og ender i en himmelsk ILVA sofa i samme, velkendte 1-meter-afstand til din elskede) fortvivles over ikke at vide, hvad der egentlig i sidste øjeblik blev anerkendt.

Udover det forstyrrende, forbedrede sundhedselement hos din udkårne, så er der også børnene. De vokser så hurtigt op, nutildags, at de faktisk glemmer at vokse op. I den skyndsomme opvækst, springer de let flere vigtige processer over. Så som f.eks. at lære deres forældre at kende for de mennesker de var, før de fik børn og hed 'mor' og 'far' og senere 'spasser' og 'røvhul'.

Dette medvirker også til at de små poder lige pludseligt er store poder, som ikke fik eller tog tiden til at begribe hvordan deres start på livet blev så dejligt almindeligt og kedeligt trygt. Men netop den kedelige tryghed gør, at de for pokker den dag i dag kan risikere at have en indre ro.

Måske har du gjort små, kære forsøg på at bryde dit eget sen-anerkendelses mønster? F.eks. håbede du sådan på at en lettere ændring i frisure og/eller møblement, "the silent treatment", at lære et nyt sprog eller "jeg har en rigtig god idé; lad os alle pjække i dag og tage på stranden og spille spil" ville ændre rollespillet. Det gør det bare sjældent, ik'?

Er der nogle, der er bevidste om deres brug af ovenstående strategi?

I fald der er tilkendegivelser på dette, så vil jeg gerne stå for at starte en klub op, hvor vi sammen - hver tirsdag - arbejder på vores klub-trøjer, hvorpå der broderes henover rygstykket, således at det ses bedst muligt, når ryggen er vendt mod familien i et opvaskens øjeblik: "aner-fucking-kend mig". Farvevalg og font afgøres ved flertalsafstemning.

Skulle dette tiltag fejle i overvældende procentdel mellem medlemmerne tyer vi til mere ekstravagante tiltag, så som falske beundrere, forsvindingsnumre, hel-krops-tatovering eller egentligt hvilket som helst forslag medlemmerne selv kommer med.

What we are looking for, er K O N T R O L T A B og oplevelser af 'no going back'. Altså, chokmetoden påført egen sjæl og krop.

Forslag til klubbens navn modtages gerne. Man kan melde sig til under pseudonym, men jeg ser helst at dette er ret opfindsomt, ellers gider jeg ikke være den, der står for det (jvf: http://www.wikihow.com/Make-Your-Own-Pseudonym).

Undertegnede må understrege, at undertegnene ikke skriver dette i et passivt-aggressivt forsøg på at tiltrække opmærksomhed omkring egen usynlighed i hjemmet. Undertegnede har eftersigende ingen problemer med at gøre opmærksom på sig selv.

/ Tina Kjær aka Ingegerd Rakel Dear